Ungdommen er for mange en sårbar periode i livet. De unge har ofte store forventninger til sig selv: de vil gerne klare sig godt i skolen, være en god ven og have overskud til både aktiviteter, fritidsarbejde og vennerne. Omverdenen har også store forventninger til dem, og de skal træffe mange valg, der får betydning for resten af deres liv. 

​

De skal finde sig selv, men det kan være svært, når alle andre også har en holdning til, hvem man er. Og selv om de handler med de bedste intentioner, så går det ikke altid som forventet. Bristede håb og misforståelser kan sætte sig som dybe spor hos unge.

​

Når det går galt for de unge, så medfører det ofte, at de oplever sig selv som værende problemet. Men det er problemet, der er problemet, og derfor giver det mening at hjælpe de unge med at skabe en ny fortælling (et nyt narrativ) om dem selv. Det sker ofte ved at anvende en eksternaliserendetilgang i samtalerne med de unge, hvilket betyder at problemet bliver adskilt fra den unge, hvilket giver den unge mulighed for, at positionere sig til problemet